At følge med tiden

Jeg startede med et ur med et tegneseriemotiv. Jeg vandt det som barn, og det var præmien for at blive den bedste spiller til en fodboldturnering. Jeg var stolt som en pave, og jeg brugte det ur i mange år, indtil jeg blev for gammel til et tegneserieur. Derefter fik jeg et, der passede lidt bedre til en teenager. Endnu et, jeg var stolt af og glad for at bruge. Men det røg ned i en skuffe, da jeg fik en mobil, og jeg har ingen anelse om, hvor det er i dag. Dog savner jeg lidt at have et ur. Der mangler noget om håndleddet, synes jeg. Noget elegant.

Det må gerne være klassisk

Den slags, der passer til det hele og lidt til. Med et skvæt af noget moderne. Jeg har derfor trawlet rundt på nettet og kigget på Daniel Wellington ure. Det er den slags ure, jeg er til, og jeg kan se mig selv have sådan et på – ikke bare nu, men også fremadrettet. Det skal helst være noget, jeg har lyst til at bruge i mange år, for det skal være som et smykke for mig.

Urskiven skal være lys, urkassen skal være sølvfarvet, og remmen skal være brun og i læder. Det er farver, der passer mig, og det er lige det ur, jeg er forelsket i og har bestilt.

Tiden går

Men der gik ikke lang tid, før min pakke med mit ur kom frem. Så jeg kunne få det på næsten med det samme. Og jeg synes, det klæder mig rigtig godt. Nu skal jeg bare vænne mig til det og huske at tage det på hver morgen. Det er igen bare vane, og på ingen tid vil jeg bemærke det, hvis det ikke sidder om håndleddet og pynter samt viser mig, hvad klokken er.